Vi søger nyligt universitetsuddannede med en stærk kvantitativ profil, som brænder for at gennemføre strukturelle transformationer i vores samfund.

Er du nyuddannet, eller har du et par års erfaring, og ønsker du sammen med ambitiøse og dygtige kolleger at udvikle din konsulentværktøjskasse og samtidig være med til at identificere og implementere løsninger på strukturelle udfordringer i vores samfund, så er du måske vores nye kollega.

I Implement ønsker vi at gøre en reel forskel med de transformationer, vi gennemfører sammen med vores kunder. Vi vil udforme og implementere løsninger på strukturelle udfordringer i vores samfund, og derfor arbejder vi altid ud fra den klare målsætning, at vi skal skabe forandring med effekt gennem vores projekter. Det er vi helt sikre på kun kan ske i et tæt samarbejde med vores kunder i både private og offentlige virksomheder.


Jobbets indhold
Arbejdsopgaverne fastlægger vi i fællesskab ud fra personlige præferencer, kompetencer og udviklingsønsker. Som udgangspunkt løser vi sammen opgaver i hele værdikæden for strukturelle transformationer. Arbejdet omfatter alt fra udarbejdelse af de første analysedesign til gennemførelsen af omfattende kortlægninger og nærgående dybdeanalyser ved brug af store mængder data til implementering af identificerede udviklingspotentialer. Forventningen er, at du kan bidrage med følgende:

  • Bistand til at udforme og gennemføre analyser inden for samfundsmæssige problemstillinger, der trækker på forskellige typer af data.
  • Bistand til store dataindsamlinger på tværs af kvalitative og kvantitative metoder, herunder databehandling og interviewgennemførelse.
  • Facilitering og tilrettelæggelse af dybt involverende processer og workshops med kundens medarbejdere og ledere.
  • Implementering af løsningsforslag identificeret gennem tæt samarbejde med kunden.
  • Udarbejdelse af oplæg, tilbud, projekt- og ledelsesdokumenter, afrapporteringer og præsentationer med fokus på både skriftlig og visuel formidling.

Vi tror på – og går meget højt op i at sikre – at de parter, der står over for en forandringsproces, skal være dybt involveret i projekterne for at sikre begavede løsninger med reel og varig effekt. Du vil derfor komme til at arbejde sammen med både direktøren, ingeniøren og den offentlige sagsbehandler. Det skal du være parat til og have lyst til.

Er du den skarpe konsulent, vi leder efter?
Vi leder efter konsulenter, som har den rette balance mellem analytiske kompetencer og menneskelig intelligens. Du skal både kunne kortlægge og analysere dig frem til det rigtige svar og samtidig forstå, hvordan forandringen kan blive til virkelighed i en organisation.

Vi ser gerne, at du:

  • Brænder for at hjælpe vores kunder med at fremskaffe det bedst mulige beslutningsgrundlag og har lyst til at indgå i længerevarende transformationsprocesser i tæt samarbejde med kunden.
  • Har læst en kandidatgrad på en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse.
  • Er dygtig til og elsker at arbejde med tal.
  • Kan håndtere store datasæt (Excel) og kode i M (Power Query), DAX (Power BI), SQL, R og/eller Python.
  • Har appetit på høj omskiftelighed, variation og fleksibilitet – en hverdag, hvor ingen dage er ens.
  • Har lyst til at deltage i og bidrage til vores faglige og sociale samvær i Implement og ikke mindst i vores team.

Vi forventer, at du kan bidrage til at sælge, drive og udvikle de projekter, som vi arbejder med, og de relationer, vi indgår i. Du skal være villig til at investere en stor del af dig selv i bestræbelserne på at vokse i rollen som både transformationspartner, forandringsekspert og analytiker.

Med din personlighed og dit overskud vil dit bidrag til vores organisation ikke udelukkende være af faglig karakter. Vi forventer, at du også vil bidrage til den fortsatte udvikling af Implement, så vi også i fremtiden vil være den inspirerende, nørdede og energifyldte arbejdsplads, den er i dag. Du bør søge stillingen, hvis du føler, at du er godt på vej i din karriere og klar til at blive en del af en af Danmarks største og mest ambitiøse managementkonsulentvirksomheder.

Ansøgningsfristen er søndag d. 19. januar 2025. 

Vi glæder os til at høre fra dig!